Samfundet kan ikke lytte til det menneskelige hjerte

Behandl os ordentligt siger:

Hvordan er vores samfund, en ældre dame passer sin demente mand, hun barber ham, vasker ham, tørre op efter ham alt i mens hendes egen krop er fuld af smerte på grund af leddegigt, hun får ondt i hjertet af at se samfundet, er sådan

Noget andet der gør frygteligt ondt i hjertet er når vi må sende vores små guldklumper i vuggestue/børnehave og lade andre overtage opdragelsen og den kærlighed de gerne skulle have fyld på deres hjerte er ikke eksisterende

Men hvad vi blev selv sendt væk da vi var små, samt vi fik at vide hjertet ingen værdi havde

Der er noget i vejen med den enkle, jo og dig næsten alle får en diagnose med fine navne

Men når alt kommer til alt, er der lige så lidt i vejen med den enkelte og dig, samt den ældre dame der passer sin syge mand, der er bare en fejl, hun har hjerte, der stadigvæk forsøger at blive hørt af samfundet

Problemet er ingen har tid eller interesse i at lytte til noget menneskeligt hjerte, men ønsker kun at lytte til behov som har til gavn for pengepunge og den enkeltes velstand. Forståelsen for de mennesker som ikke mere kan klare sig selv uanset om der er tale om alder, sygdom eller børn, så håber resten af befolkningen at problemer løser sig selv eller på mirakuløs vis forsvinder, men sådan er det ikke. Samfundet har mange uløste problemstillingen som vi bør se på, når vi roser os selv med vi er et samfund som tager hånd om de svage eller skal vi ikke stille os selv spørgsmålet om vi nu også gør det…

Børn ud af institutioner

(Min kæreste og jeg har selv valgt at tage vores børn ud af både vuggestue og børnehave, fordi det ganske enkelt føltes forkert at aflevere dem. Vores datter nåede at gå ti måneder i vuggestue, selv om det smertede både mig og hende at være adskilte. Ti måneder tog det, før jeg var parat og stærk nok til at lytte til hjertet, der ikke var i tvivl.

Det fortalte mig klart og tydeligt, hvad der var rigtigt og forkert, hvad der var naturligt og ikke naturligt, ligesom min bedstemors hjerte højt og tydeligt siger fra, stopper op og beder om hjælp. Det taler så højt, at det gør hende syg og svimmel og angst.

Men hvordan skal hun efter et helt liv i dette samfund, der har adskilt sjælen fra kroppen, barnet fra sine primære omsorgspersoner, kunne lytte til sit hjerte? Hvordan skal hun forstå, hvad det fortæller hende, når hun har levet et helt liv med at fortrænge dets stemme?

Min bedstemor kan få gavn af et frit og fungerende sygehussystem, hvor lægerne tager blodprøver, scanner hende og sætter elektroder på hendes hjerte, som om alt kan måles og vejes. Men få ser bag om hendes symptomer, få stiller sig kritisk over for et samfund, der symptombehandler flere og flere med ondt i hjertet og sjælen.

Så mange unge med angst og depression. Så mange, der er ensomme. Så mange stressede mennesker. Så mange med ADHD.

Jeg er med på, at det, jeg skriver nu, vil provokere mange, nogle vil ryste på hovedet, og det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke peger fingre af den enkelte, men af det system, der bliver ved med at presse os til at fjerne os længere og længere væk fra det, der er naturligt.

Et system jeg selv først for nylig er kommet til at betragte kritisk. Men kunne det tænkes, at unge får angst og depressioner, fordi de blev forladt af deres forældre, da de var sårbare babyer, sendt til opbevaring i en institution, mens deres mor og far var på arbejde. 

Fordi de måles og vejes hele deres liv i et evigt testtyranni, der allerede starter i vuggestuen med læreplaner og sprogtests, og som fortsætter gennem hele deres skoletid, hvor man tilmed har indført ’pytknapper’, som børnene kan løbe over og trykke på, når en ubehagelig følelse trænger sig på – for vi skal endelig ikke lytte til hjertet, vi skal bare sige pyt?

Kunne det tænkes, at vi bliver deprimerede, fordi al denne vækst ikke indeholder nogen mening for mennesket, ikke nærer vores sjæl eller vores længsel efter dybe relationer?

Kunne det tænkes, at vi er stressede, ikke fordi vi har travlt, men fordi der er en dyb ubalance mellem det, vi gør, og det vi har brug for, og kunne det tænkes, at så mange får ADHD, fordi vores institutioner, ikke mindst skolen, ikke kan rumme det, der ikke kan ensrettes, styres, kontrolleres?). (Kilde information.dk)

Læs mere på information.dk