Mobning er som at dræbe en person langsomt

Behandl os ordentligt siger:

Bliver man ramt af mobning er det rigtigt svært at komme ud af det igen. Mobning følger en psykisk i mange år frem.

Man siger godt nok skolerne, lærerne har mange gode værktøjer til at stoppe denne slags med, men man har set når personer rammes af mobning så er det meget svært og det bliver endnu svære jo flere der bliver blandet ind i mobningen, blander man forældrene med i den aktuelle situation, kan det meget ofte skabe endnu flere problemer, netop fordi de kloger i noget de ikke kender helt til bunds

Det som kan være rigtigt slemt er hvis overklasse børnene mobber underklasse børnene, så vil overklasse forældrene tit og ofte mene at underklasse børnene selv er ude om den mobning de er blevet fanget i…

Mange skifter skole for at se om det hjælper, men nu til dags er det svært, mange elever kender ellever på den nye skole de kommer til og der kender børnene den situation barnet er i med mobning og husk rygterne løver meget stærkere en 10 vilde heste kan løbe… Det gør den fordi børnene lever med og i den digitale verden, hvor alt spredes også dårlige ting som mobning og her kan mobningen oven i købet fortsætte uden for skolen.

Mor forsøgte at hjælpe (det hjælper sjælden)

(Når nogen fra klassen havde fødselsdag, blev jeg inviteret med, og selv om jeg altid følte mig ensom og forkert ved disse anledninger, deltog jeg som regel. Jeg inviterede også selv til fødselsdag, men det stoppede, da de andre med vilje ødelagde noget af mit legetøj.

Jeg fortalte min mor, hvordan jeg havde det i skolen, og en dag troppede hun op i klassen og prøvede at appellere til mine klassekammerater. Det resulterede blot i mere mobning.

Når jeg bad mor om lov til at skifte skole, var hun alligevel ikke særligt lydhør, men prøvede at skubbe problemet fra sig. Måske håbede hun, at det ville gå i sig selv. Det skete dog ikke.

Dengang var der ikke det fokus på mobning, som der er i dag, og mine lærere lod skinne igennem, at det var mig, der var noget galt med.

Min mor havde ikke råd til at købe dyrt mærkevaretøj til mig, og i de lidt højere klasser blev jeg mobbet med min påklædning. Jeg fik også at vide, at jeg opførte mig på en sær måde, at jeg sagde underlige ting og var klodset, og det var jeg måske også. Men jeg tror, det var et resultat af den vedvarende mobning, jeg var udsat for.

Alligevel blev jeg ved med at håbe på bedring. Forud for en skolefest havde en af mine klassekammerater sagt, at han ville hente mig, og jeg var glad for, at jeg for en gangs skyld ikke skulle komme alene. Han dukkede dog aldrig op, så til sidst tog jeg alene af sted. Da jeg endelig ankom, grinede de alle sammen af mig og spurgte, om jeg virkelig var hoppet på den).(Kilde udeoghjemme.dk)

Læs mere på www.udeoghjemme.dk