Kunne vi bruge rødstrømperne i dag

Behandl os ordentligt siger.

Den 2. april 1970, var første gang en avis skrev om rødstrømpebevægelsen, der tilbage i 70erne gik kvinderne på barrikaderne og krævede ligeret og ligeløn for lige arbejde. Det er nu 50 år siden og meget har ændret sig, men meget er nu ved at gå tilbage til det som var før rødstrømperne, kom til

Der blev lavet mange demonstrationer, happenings og der blev afholdt kvindelejer, hvor der kun var adgang for kvinder…

Men ganske langsomt begyndte rødstrømpebevægelsen at død, selv om der var mange ting der ikke var blevet rettet på, hmmm det må undre en

(Vi vandt kampen for fri abort. Med ligelønnen har vi stadig et godt stykke vej. Siden Anders Fogh afskaffede pligten til at offentliggøre kønsopdelte lønstatistikker for små og mellemstore virksomheder, har det været svært at få nøjagtige tal frem. Forholdene er ikke stort bedre i dag, end de har været i lange tider: Kvinder tjener 12,5 procent mindre end mænd. Regner vi livsløn, er forskellen langt større, og en saglig begrundelse findes ikke).(Kilde. information.dk)

Der bliver talt en del om kvinderettigheder i andre lande, er det fordi man vil fjerne fokus på forholdene ikke er i orden i Danmark, man kan kun gisne

Behandl os ordentligt kunne godt se rødstrømpebevægelsen startede op på ny og tog fat om nældens rod og få nælden hevet op i denne omgang

Der er en masse, bla. timlønnen, kvinder der har topstillinger, ligner tit og ofte en mand i påklædningen og væremåde, eller kan man åbenbart ikke komme i betragtning i og på topposter her i landet. Det mest sørgelige er at mange kvinder slet ikke ser at der stadig er noget at kæmpe for, men hvem har bildt dem det ind….

Uventet modstand

(Derefter gik det slag i slag. Kvindekamp blev debatteret i hele samfundet, og det begyndte tit med ’Nu er jeg ikke rødstrømpe, men… ‘, og så fulgte hele den opsparede galde over uretfærdigheder, som alle kvinder kendte, men som nogle mente, vi måtte leve med, fordi tingene nu var, som de var.

For mig var den aktion ikke meget anderledes, end hvad jeg ellers havde deltaget i. Det var som mit øvrige engagement imod professorvældet, Vietnamkrigen, imperialismen og for en retfærdig fordeling af magten og goderne. Vores sag var en udvidelse af demokratiet, som ethvert fornuftigt menneske måtte tilslutte sig. Kvinder udgør trods alt halvdelen af befolkningen.

Helt ærligt, så troede jeg, at de venstreorienterede, frihedsstræbende mænd, som jeg kendte, ville klappe i hænderne og glæde sig til at få nogle mere jævnbyrdige medspillere, der ikke hang som en klods om halsen og benene på dem.

Aldrig havde jeg forestillet mig den modstand, vi mødte. Havde jeg gjort det, havde modet måske svigtet. Var det en misforståelse? Havde vi ikke fortalt tydeligt nok, at vi kæmpede for alle menneskers befrielse, også mændenes? Så de kunne slappe af fra den anstrengende manderolle som stor, stærk og uden tårer). (Kilde. information)

Læs mere på information.dk