Kontanthjælpssystemet holder syge borgere nede og kræver samtidig, de rejser sig op

Behandl Os Ordentligt siger

Kontanthjælpssystemet anderkender ikke der findes syge borger, derfor gør den dem ’aktivitetsparate’ systemet bidrager kun med at bringe den syge borger endnu længere ned i mudderhullet

Behandl Os Ordentligt mener det er noget forbandet svineri kommunerne har gang i over for borgerne, der er uheldigt at havne på kontanthjælp

Der er en 26-årige kontanthjælpsmodtager der ved et uheld går ind i en dørkarm og får ødelagt noget i nakken. Han havde fået en hjernerystelse, der udviklede sig til postcommotionelt syndrom med vedvarende hovedpine, kvalme, udmattelse, svimmelhed, syns- og koncentrationsbesvær.

Lægerne kunne ikke sige hvornår tingene blev bedre, Jeg var få uger fra at skulle i gang med mit kandidatspeciale, men fik kvalme og opkast når jeg åbnede min pc, så det duede ikke, var nødt til at sygemelde mig og søge kontanthjælp eneste mulighed

Dengang jeg ringede til kommunen for at få vejledning i at udfylde ansøgningsskemaet

var det første som kvinden i den anden ende af telefonen sagde, ”Det er ikke meningen, man er syg, når man er på kontanthjælp”, det var så den eneste mulighed der var

((Efter klokken tolv den 1. januar 2014, har alle borgere på kontanthjælp været kategoriseret som enten ’aktivitetsparate’ eller ’jobparate’.))

Hvad betød det så!!! At kontanthjælpsmodtagers rettigheder, stemme og samfundets opmærksomhed forsvandt totalt, den oprigtige tanke med kontanthjælp var der skulle være en sikkerhed under borgeren i den erhvervsaktiv alder, hvis der skete noget som gjorde de faldt ud af arbejdsmarkedet eller dagpengesystemet, der er så ca. 115.000 der indtil nu er faldet ud af dagpengesystemet og langt fra alle ramte kontanthjælp, de rammer jorden med et kæmpe brag og må klare sig selv, da de faldt igennem hullerne i sikkerhedsnettet. Nogle lever af støtten fra familien eller samler madskrald eller på anden måde klare at leve på kanten til afgrunden.

Fanget i krop og system

(Det var forår 2016, og alting sprang ud, men jeg sprang ikke med.

Jeg lå i et mørkt rum og krammede et vandfad. Jeg blev så udmattet, at jeg ikke kunne tale. Mit hjerte galoperede. Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg kravlede op ad trapperne til fjerde sal med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg kørte i taxa til endeløse samtaler hos kommunen for at lægge en ’plan’ for min sygdom.

Jeg gik ned i en kælderskakt midt i et tordenvejr og sparkede og råbte ad betonen, indtil jeg skulle videre for at forsøge at meditere min sygdom væk i et kommunalt idrætslokale.

Jeg var syg. Jeg var meget syg. Men jeg mødte et system, der sagsbehandlede mig som arbejdsløs i stedet for at behandle den sygdom, der gjorde, at jeg ikke kunne arbejde.

I mit nyligt afsluttede speciale har jeg interviewet syge borgere på kontanthjælp for at forstå, hvordan systemets diskursive praksisser generelt påvirker dem.

Det viste sig, at jeg langtfra var alene om at støde panden mod en mur. Mine interviewpersoner er alle for syge til at passe et arbejde og har derfor gentagne gange oplevet at måtte skuffe systemet, der behandler dem som raske.

Én sagde for eksempel: »Man er blevet presset ned, samtidig med at systemet vil, at man skal rejse sig op. Men systemet sidder på dig. Og du kæmper: Jeg vil op, jeg vil! Men du kan ikke komme op, for der er nogen, der sidder på dig«.

Denne indbyggede dobbelthed er en helt central del af kontanthjælpssystemet. De syge borgere mødes med et positivt sprog og tales op som ressourcestærke mennesker, hvilket Mathias Herup, der er forsker ved Aalborg Universitet, har døbt ’optimismens politik’.

Men de må skuffe forventningerne, fordi de ikke kan arbejde, og så følger systemet op med negative sanktioner. De syge borgere er derfor ikke blot fanget i den krop, de har mistet kontrollen over, men også i kontanthjælpssystemet, der holder dem nede.

Danmark bruger hvert år 13 milliarder kroner på aktivering af arbejdsløse, hvilket gør os til det land, der bruger mest pr. indbygger.

Men aktiveringsindsatsen virker slet ikke på den store gruppe syge borgere, og derfor spilder vi som samfund flere milliarder på aktivering af en gruppe, der simpelthen ikke kan vrides mere arbejdsevne ud af.

Samtidig er samfundet også ansvarligt for den massive mistrivsel blandt syge kontanthjælpsmodtagere, der ikke selv har kræfter nok til at råbe op fra sygesengen). (Kilde. information.dk)

Læs mere på information.dk