Kan godt være sygt selv om det ikke kan ses

Behandl os ordentligt siger:

Det er ikke spor sjovt at lide af sygdomme man ikke kan se med det blotte øje

Næsten alle mennesker kan ikke se en person er syg hvis ikke de ligger i en seng, sidder i kørestol eller går med krykker og samtid er de fleste mennesker kanon gode til at se de ting syge mennesker måske kan i få minutter og lynhurtigt raskmelder de syge i deres øjne og endda kan komme med kommentar som, nå nå de er nok ikke så syge som de selv tror….

Her trænger langt de fleste til at få skeen i den anden hånd og vise en helt del mere forståelse….

Ingen mennesker ønsker at sat ud på et sidespor og ”nøjes” med blive vartet op dag ud og dag ind, men alle vil gerne kunne klare sig selv.

Husk at sådan er det også for syge og de kæmper en daglig kamp for at kunne klare bare en lille ting i hverdagen, så ser du en syg klare noget, så ros personen for det i stedet for at komme med grimme bemærkninger. Det er jo ros de syge har brug for ikke fordomme og ondskabsfulde bemærkninger.

Tænk over at en grim bemærkning kan være det som får viljen til at briste hos en syg, så denne ønsker at tage sit eget liv, så tænk over hvor stor betydning dine ord har, når du står overfor et andet menneske

En syg person kan se rask ud

(Heldigvis er der stigende opmærksomhed om de mange danskere med usynlige sygdomme og kroniske smerter. For eksempel er DR3’s serie »Usynligt syg« en ærlig dokumentar, der forklarer rigtig godt, hvordan man som kroniker aldrig bare er ’rask’ eller ’syg’, men derimod et sted midt i mellem.

Problemet er, at fokus stadig er på den enkelte modige person, der tør stille sig til skue og agere ambassadør for andre kronikere. Der mangler fokus på roden til problemet: samfundets syn på kronikere.

Når nervesystemet udsættes for vedvarende smerter, ændrer det sig. Simple problemer kan udvikle sig til kroniske smerter. Mange smertepatienter går først til lægen med noget mindre komplekst, modtager ikke den nødvendige hjælp, hvorefter smerterne udvikler sig til noget helt uoverskueligt, der er meget sværere at helbrede. Men hvorfor griber man så ikke ind noget før?

For mit vedkommende gjaldt det, at jeg ikke så ’syg nok ud’. Jeg var ung og rask, da jeg pådrog mig mine første skader, og jeg forsøgte efter bedste evne at leve et normalt liv.

Jeg har tit overvejet, hvor anderledes min situation kunne have været, hvis jeg havde flæbet og brokket mig mere over mine smerter over for alle de sundhedsfaglige personer, jeg har været i kontakt med. Men det burde simpelthen ikke være nødvendigt. Man kan sagtens være syg og se rask ud.

Tænk på, hvor mange færre kronikere der ville være på landsplan, hvis man tog deres problemer alvorligt fra begyndelsen. Tænk på, hvor mange flere arbejdsdygtige danskere det ville give, og hvor mange penge man ville spare, hvis diagnoser blev stillet og behandlet tidligt i forløbet.

For mig er det dog ikke det vigtigste. Det vigtigste ville være, at mange flere ville få mere livsglæde og muligheden for et normalt liv. Vi ville ikke længere skulle gå og gemme vores diagnoser væk, fordi sundhedsvæsenet og arbejdsgiverne ikke tror på os). (Kilde information.dk)

Læs mere på information.dk