Kaktusser, en dukke og et krakeleret spejl

Behandl Os Ordentligt siger

Det er meget ubehageligt som 11-årig at finde ud af der er noget galt med en far, det skete en juleaften hvor hun så sin far stå at græde, hun husker hun løb op på loftet og smed sig på en gammel sofa og ønske den skulle sluge hende så hun ikke skulle tænke på hvad der var galt med hendes far…

Det var en tante der fortalte hende at hendes far var syg, farens sygdom plagede hende hver dag og hun var trist over at hun ikke kunne opmuntre ham og få ham til at smile…

Hun passede på han så godt hun kunne og ønskede at hun kunne opmuntre ham så han kom væk fra det triste

Hun følte sig samme tid frustreret fordi hun synes ingen forstod hende og hendes problemer og oven i hatten kom også frygten for at hun selv havde få en psykisk sygdom

Som ung voksen havde hun en stressperiode og der opdagede hun at psykisk sygdom ikke var så slemt som hun havde troet, psykisk sygdom gjorte ikke en sådan man skader andre folk uden selv at vide af det…

Når hun tænker tilbage på de meget svære år i skolen, er der et lyspunkt, hendes mor hun beskyttede mig altid for det værste fra min far

Et anden lyspunkt hun huskede tydeligt, var hendes klasselære men husker ikke hvordan hun fik at vide hendes far var syg

Klasselæren gav mange knus, hun lyttede og spurgte ind til tingene, klasselæren kontaktede moderen og forslog at hun sørgede for datteren kom i en samtalegruppe for børn

Det var den 3. lyspunkt i gruppen fandt hun ud af der var mange der havde den samme problem som hun havde, der lærte hun også det er okay at være sur på sin far selv om han var syg…

Da far ville have papegøjer

(Når Natasha i dag tænker tilbage, ser hun tre lyspunkter i de ellers svære skoleår. Først og fremmest sin mor.

“Min mor var mit sikre sted. Hun lagde altid mærke til, hvordan jeg havde det. Hun beskyttede mig mod de værste sider af min fars sygdom, og hun hjalp mig til at grine af det hele”.

Da Natasha fortalte sin mor, at faren gik og talte om at skaffe papegøjer, var de enige om, at det var et mærkeligt projekt, som var opstået et sted i farens skøre hoved. De flækkede af grin. Det var et af de dejlige øjeblikke, hvor de kunne tage let på farens sygdom. Humor er noget af det vigtigste, hun i dag kan anbefale andre i samme situation.

Et andet lyspunkt var hendes klasselærer Lisbeth. Hun husker ikke, hvordan Lisbeth første gang fik at vide, at Natashas far var syg, men hun er meget taknemmelig for de mange kram, hun fik, og for at Lisbeth spurgte og lyttede, når Natasha gerne ville fortælle. En dag, hvor det tordnede, blev Natasha ked af det. Hun var bange for, at hendes far cyklede rundt ude i uvejret. Det fik Lisbeth til at kontakte Natashas mor og foreslå, at hun fandt en samtalegruppe for børn.

Gruppen blev det tredje lyspunkt i Natashas barndom. Her gik det op for hende, at der var andre børn, der var triste og overdrevent opmærksomme ligesom hende. Det var som om, de havde en slags hemmelig klub sammen. Her lærte hun, at det var ok at være vred på sin far – selvom han var syg. Og at værdsætte de små stunder, hvor han havde det godt. Desværre varede samtaleforløbene kun et halvt år ad gangen, og Natashas far skulle godkende det, når hun ville starte på et nyt hold. På grund af hans paranoide tanker om, hvad hun fortalte om ham i gruppen, blev det kun til to halve år). (Kilde. bedrepsyukiatri.dk)

Læs mere bedrepsykiatri.dk