Her viser det hvad foreninger kan gøre på tværs af alt

Behandl Os Ordentligt siger

Mentorer i sorggrupper for børn og unge, gør helt sikker et stort arbejde i at få de unge ud af den knugende sorg som nemt kan holde børn og unge fast i noget der ikke er godt på længere sigt

Mentoren er 60 år og den unge kvinde er 24 år. Han er kandidat i musikvidenskab fra Aarhus Universitet. Hun har en bachelor i kunsthistorie samme sted

Mentoren spiller klaver den unge kvinde læser bøger, det gør mentoren for øvrigt også

De udveksler romaner, og mentoren underholder med de seneste nyheder fra avisen. Men det er ikke – kun- glæden ved kunst og kultur, der binder dem sammen. Begge har de mistet deres forældre i ganske ung alder.

Så de har begge lært på den hårde måde hvad sorg er og hvad sorg gør ved mennesker derfor er det vigtigt at få det bearbejdet og talt meget om, en gang troede man tavshed var bedre men det har man fundet ud af det ikke er

Der kan tales om alt her hos mentoren, savn de svære dage om frustration, der bliver altid lyttet, her kan man få luft fortælle og det gode og det grimme og indimellem behøver man ikke og tale om de ting, da taler man bare om alt andet

Tavshed dur ikke

– (Jeg havde læst en artikel om projektet og kunne se, at jeg passede 100 procent på de mentorer, som Børn, Unge & Sorg ledte efter. Det var meningsløst, hvis jeg ikke gik ind i det, for jeg havde selv lært på den hårde måde, at tavshed om ens forældres død ikke dur; tavsheden har været et tema i mange år i mit liv, men jeg ved nu, at det gælder om at snakke om sorgen, konstaterer Bjarne, der efter introduktion og et givende weekendseminar med andre mentorer blev koblet sammen med Emilie.

Projektet, der startede sidste år, skal køre i to år, men Bjarne og Emilie er for længst forbi tidsfrister og periode-snak. De er kommet overraskende tæt på hinanden på ganske kort tid, ser hinanden ofte og taler både om det tunge, alvorlige og om det muntre, letlevende.

 ”Her hos Bjarne er der plads til mig på en anden måde. Bjarne er MIN voksen. Med ham snakker jeg om alting. Vi kan tale om savn og de svære dage og om frustrationer, og der bliver altid lyttet. Her kan jeg få luft og fortælle om det gode og det grimme. Og nogle gange behøver vi slet ikke at tale om det; så taler vi bare om alt muligt andet.”

 – Aij, jeg havde helt glemt, at projektet kun varer to år, siger Emilie bestyrtet, kigger på Bjarne og griner:

– Men nu hænger Bjarne og jeg altså på hinanden. Det er for evigt, det her.

Bjarne smiler.

– Det er blevet et venskab, som jeg sætter stor pris på. Vi er ikke bange for at gå ind i tingene, Emilie og jeg, konstaterer han, der også har reflekteret over sin egen rolle i forhold til den unge kvinde, der har mistet sine forældre). (Kilde. stiften.dk)

Læs mere på stiften.dk