Skulle forældre arbejde mindre og være mere hos børnene

Man skal nok se bagud…

Tilbage i tiden da der var masse små ejendomme og små husmandsbrug, som en familie kunne leve af, så gik helle familien sammen hjemme og hjalp hinanden med at få hverdagen til at funger og udføre de arbejdsopgaver der skulle udføres. Det var hårdt slid, men børnene vidste altid hvor deres forældre var og kunne altid få fat i dem.

Dem der fik børn og blev forældre, de lærte børnene en masse samt børnene havde arbejdsopgaver. Det var gennem de opgaver børnene lærte en masse om de forskellige pladser der er i samfundet og meget andet.

Det var den slags familier som kunne begå fejl, men det var der plads til. Børnene fik en masse kærlighed og omsorg. Man lærte dem igennem livet at blive selvstændige individer, så de var rustet til selv at blive forældre senere i livet.

Man skal nok på et eller andet måde forsøge at vende tilbage til de ting i stedet for man overlader næsten alt, til vuggestuer, børnehaver og det offentlige. Forældre bør se på sig selv og finde de gode ting frem i deres opvækst og overveje, hvad det er som skal videre gives til deres børn. Da det skal gøre i en meget tidlig alder, så er det vigtigt forældre tænker over dette før de får børn for allerede når barnet fødes, går dannelsen i gang.

Der er jo mange ting der ikke er optimal, for få børn i vuggestuer og børnehaver. For mange børn i vuggestuer og børnehaverne med alt for få pædagoger. Skolerne har ikke tid til den enkelte elev fordi der er for mange elever i klasserne.

Tænk om i som forældre mener om det kan skade jeres barnet fremtid og om jeres barn bliver dannet af jer eller af samfundet til en robot i samfundet med en ensrettet dannelse…

MÅSKE KAN MAN SIGE, (at moderen får støtte til at finde sin egen X Factor som forældre. Forældrevennen kommer ikke som (endnu) en ekspert med besked udefra på, hvordan hun skal opdrage sine børn eller blive en robust mor. Forældrevennens fornemmeste opgave er at være et spejl og anerkende moderen med de tanker og følelser, hun nu engang har. Derfor er moderen selv på banen med sine egne løsninger, baseret på sine egne vurderinger og værdier. Og gradvis lykkedes det denne mor at få øjnene op for alt det gode, hun gav til sine børn, hun slap perfektionismen – og herfra byggede hun videre på sin egen myndighed.

En god nok-mor er ikke en mor, som ikke begår fejl. En god nok-mor er en mor, som kan komme til at skælde ud en gang imellem, men som også kan tage sig i det og komme tilbage på kursen. Børn tåler rigtig fint at se, at mor og far også kan begå fejl, og at de er i stand til at tage ansvaret på sig og sige undskyld.

Børn har brug for kærlighed. Det er der ikke mange, der er i tvivl om – og der foreligger også en enorm mængde af dokumentation på det område. Men børn har også brug for noget mere. Lidt enkelt udtrykt kan vi sige, at børn har brug for en hjælp til at blive selvstændige. Det vil sige at kunne klare ting selv, kunne stå for noget, kunne bidrage og opleve, at de har et ansvar. Og det er alt sammen noget, der udvikles i et miljø, der stiller krav om det. Altså forældre, der inddrager børn, der forventer noget af dem, der giver dem en slags ejerskab til deres eget liv, Det betyder en familie, hvor der er normer, som børnene også selv er med til at sætte – og hvor for eksempel fireårige Anton er med til at dække bord og hvor femårige Anika tømmer opvaskemaskinen hver torsdag. Pligter er forbundet med normer, og normer er vigtige byggesten i den indre struktur, som vi kalder karakterdannelse). (Kilde. Kristligt-dagblad.dk)

Læs mere på kristligt Dagblad.dk