Skal handicap flytte hjemmefra som 18-årig

Flyt hjemmefra

(Er beskeden: »Flyt fra dine forældre og over på en institution, hvis du vil modtage hjælp og støtte,« til en ung mand med handicap rimelig?

Nej, vel? – Men sådan er virkeligheden i Danmark, for når et ungt menneske fylder 18 år, kan forældre ikke længere modtage tabt arbejdsfortjeneste. Ydelsen har til formål at kompensere forældrene for det økonomiske tab, som de mister ved at passe deres barn. Men støtten frafalder, når barnet bliver myndigt. Den unge mand, der fik stillet ovenstående ultimatum, havde hele sit liv været afhængig af sine forældre i alle livets aspekter lige fra toiletbesøg og indtagelsen af mad til ture ud af huset og socialt samvær med andre mennesker. Men fordi han nu var myndig, blev situationen en anden – også selv om hans behov var uændret. Kommunen tilbød end ikke anden alternativ hjælp eller en løsning, hvor han kunne være tæt på sine nærmeste. Det virker indlysende, at når du er fuldstændig afhængig af hjælp fra andre, og du kun tilbydes én mulighed for din videre tilværelse, så er det ikke længere et tilbud, men tvang og et udtryk for det, den tyske filosof Hannah Arendt beskriver som ondskabens banalitet. Her lå han og græd på en fremmed institution, i en fremmed seng. Han græd, fordi han savnede sine forældre og sit hjem). (Kilde. Jyllandsposten.dk)

Behandl os ordentligt siger

Det har altid været sådan at det 18. år var skellet mellem barn og voksen, men når der er tale om handicappede som går fra at være børn til voksen netop pga. de fylder 18 år, er det jo ekstra vanskeligt jævn før lovene og fordi mange forældre oplever at de handicappede oplever at de pludselig kan stå uden hjælp ja faktisk er ikke eksisterende for systemet.

Man skulle tro at fordi man fylde 18 år og træder ind som handicapped i de voksnes rækker, så ville det bare betyder ens sagsmappe automatisk bliver flyttet fra børneafdelingen for handicappede til afdelingen for voksne handicappede og dermed ville sagen jo være uændret overfor den handicappede

I virkeligheden er der en større del af de handicappede at de kan gå fra at være handicappede i alle deres barneår til som 18-årig få besked om at de skal i arbejdsprøvning for at komme i arbejde og dermed mister alt hjælp fra en kort til en længere periode op til et par år

Vi ved jo det har været sådan i mange år, at når et barn fylder 18 år bliver det ”tilbudt” at flytte til et bofællesskab. Desværre står et sådan ”tilbud” aldrig alene. For ordlyden er som regel sådan her ”vi tilbyder dig et bofællesskab og du vil kunne få den hjælp du har brug for eller du kan blive boede hvor du bor og miste alt din hjælp”. Her er det jo at kassetænkning kommer ind og dermed hvor meget en kommune kan spare i kroner og øre og ikke så meget på den handicappedes ve og vel

Kommunerne burde nok i større og større grad tilbyde kortere ophold for handicappede mens de er børn og det kunne være weekend aflastning for forældre eller når forældre afholder ferier. På en sådan måde ville man kunne vende både forældre og børn til at komme i et bofællesskab og se dens fordele og ulemper. Et bofællesskab er jo ikke noget man ”bare” kan flytte ind i som handicapped fra den ene dag til den anden. Det er en stor omvæltning for en handicapped og derfor bør den slags altid foregå over længere tid og nogle gange over flere år alt efter familiens og dermed også den handicappedes indstilling til et bofællesskab

Det kan undres hvordan man ikke tænker træning af ophold i bofællesskab ind i barnets liv fra starten af når barnet får diagnosen og skal have hjælp første gang af kommunen. Kommunerne gør det jo på ældre området, hvor der afholdes fællesspisning og fælles i værestederne i dagtimerne, udflugter og meget andet

Som forældre til en handicapped kan det være meget svært at slippe sit barn for alle forældre vil altid beskytte sit barn og især et handicapped barn. Tænk på hvordan tror du dit barn vil få det hvis du gik hen og pludselig ikke mere kunne tage vare på dit barn og bliver revet op med rod og tvangsanbragt på et bofællesskab. På det tidspunkt ville det nok have været bedre at barnet i forvejen kender bofællesskabet og på den måde ikke vil føle som tvang oven savnet af en forældre

Hvis vi kan sende vores forældre på plejehjem fordi vi mener det offentlige kan passe og pleje vores forældre bedre end vi selv kan, så kan vi også sende vores børn til et bofællesskab og lad dem få et liv hjemmefra som andre unge mennesker og så gå ud fra de får den pasning og pleje som de skal have.

Selv om ens børn kommer i bofællesskab, så er det jo stadig op til forældrene at besøge og have en nær kontakt med både deres barn og bofællesskabet, så man får det bedste ud af et bofællesskab

Læs mere i jyllands-posten.dk