Er der velfærd eller bor vi i en bananrepublik

Når en borger har oplevet svigt fra den dag de blev født uden nogen slet ikke griber ind, så kan vi godt stille os selv det spørgsmål om samfundet ikke har svigtet disse mennesker.

Hvis et menneske kan gå igennem en tid både i børnehave, folkeskolen uden der så meget som er en voksen der opdager at der er et barn som trives dårligt, hvem har så lige svigtet. Det må da være de voksne og systemet.

Et barn som ud over haft en meget dårlig start på livet og ikke har fået hjælp fra systemet, også har en diagnose, så må det i den grad være systemet og dermed kommunerne.

Behandl os ordentligt mener at det er i dag og har været det i flere år sådan at dem som har haft en dårlig start på livet samt syge må kæmpe for at få den hjælp der sådan set ligger i lovene, men pga. kommunerne vil spare og hellere bruge pengene til andet, så er og bliver det de svage, syge og dårligst stillede som ældre der bliver trukket i hjælp og støtte ikke kun rent økonomisk men også hjælp til daglige gøremål.

Det må simpelthen være på tide at selv tiderne ændre sig, så må der være plads og råd til at børn får en god start på livet og behandles med værdighed.

Vi oplever jo den ene historie efter den anden, men alle siger nå ja, men det er fåtallet som oplever det. Hertil er nok at sige at det koster jo samfundet en masse penge, når et samfund svigter et barn. Den højeste værdi er det menneskelige som et samfund slet ikke ser på. Et barn som har fået en dårlig start på livet kan risikere at have taget skade for resten af livet og aldrig blive et helt menneske som kan fungere 100% i samfundet og derfor skal have hjælp resten af livet

Kan vi ikke alle stille os det spørgsmål og det er et samfund vi ønsker, hvor der ikke er en værdighed for alle også de børn som ikke får en ordentlig start på livet.

Var satme ulækkert

Efter at Cecilie Frydendal blev smidt ud af sin bolig, tilbød Gribskov Kommune hende faktisk et værelse på et bosted for unge, Ramsager i Græsted. Men Cecilie Frydendal valgte efter råd fra hendes daværende mentor at takke nej til tilbuddet.

Blandt andet fordi der var fælles køkken og toilet. Noget de med hendes psykiske udfordringer in mente simpelthen ikke mente, hun ville kunne klare.

“Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke sagde ja til Ramsager. Der var satme ulækkert. Der var så snavset, at man slet ikke forstår det. Der var rod over det hele. Der var larm og mange mennesker. Og fester hver weekend. Der var ingen, der tog hånd om stedet. De unge styrede det bare selv. Jeg ville slet ikke kunne rumme det. Jeg ville gå helt ned psykisk, hvis jeg boede der,” siger hun med henvisning til, at hun får noget, der minder om panikanfald, bare hun er i en fyldt bus.

“Derfor var det heller ikke et reelt tilbud. Hvis kommunen har læst mine papirer, burde de også vide, at jeg slet ikke kan være i sådan noget. Hvis jeg boede der, ville jeg aldrig være dér. Det kan jeg slet ikke.” (Kilde. Lokalavisen.dk)

Læs mere i Gribskov lokalavis.dk